Røde Kors: Alle mangler overblik over jordskælv i Nepal

Tidligt lørdag har et kraftigt jordskælv ramt Nepal og det nordlige Indien. Ifølge Røde Kors har ingen endnu overblik over situationen i området.

- Mobilnettet er brudt ned i området, så det er svært at få et fuldt overblik. Det skyldes i høj grad også, at det er et meget ufremkommeligt terræn, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

- Jordskælvet har ramt i Himalaya, og infrastrukturen er brudt sammen. Der er jordskred, sammenstyrtede bygninger og ødelagte veje, siger han.

Der kan gå lang tid, inden der er overblik over jordskælvets ødelæggelser og konsekvenser, forklarer Anders Ladekarl.

- Der bor 6,2 millioner mennesker inden for det område, der er hårdest ramt, så det kan være slemt. Men de første meldinger vi får, er, at det ikke er det værst tænkelige jordskælv, siger generalsekretæren.

Ifølge Røde Kors var det forventet, at området før eller siden ville blive ramt af et skælv, og derfor har organisationen forberedt sig på en sådan situation.

- Vi har gennem mange år uddannet lokale førstehjælpere og redningsfolk i Nepal. Vi har nødhjælpslagre i området, som førstehjælperne og de frivillige kan bruge og har adgang til. Og vi har mobile klinikker, som kan behandle sårede, siger Anders Ladekarl.

Organisationen har en række danske medarbejder i Nepal, som er på vej til de ramte områder for at hjælpe.

Også Folkekirkens Nødhjælp er tilstede i Nepal. Ifølge organisationen er der "relativt kaos" i området, hvor bygninger - herunder mange templer - er styrtet sammen.

- Vi forventer, at der vil blive en del interne fordrevne, der har mistet hus og hjem, siger Erik Johnson, katastrofekoordinator hos Folkekirkens Nødhjælp.

Skælvet er målt til 7,9 ifølge USA's Geologiske Overvågning, USGS, og mindst to er blevet dræbt. Det skriver Reuters og AFP.

/ritzau/

Dagens Gossip