Røde Kors i Nigeria: Blandt Afrikas allerværste kriser

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

Boko Haram og kampen mod den islamistiske gruppe har forårsaget "en af de mest alvorlige humanitære kriser i Afrika," siger præsidenten for Den Internationale Røde Kors Komité, ICRC.

Peter Maurer er torsdag på besøg i byerne Maiduguri og Yola i det nordøstlige Nigeria, hvor de frygtede og voldelige islamister har hærget i mere end et årti.

Hundredtusinder er drevet på flugt i regionen, hvor Boko Haram har brændt landsbyer ned, dræbt og voldtaget.

- Jeg er vendt tilbage med det stærke indtryk, at jeg kun har set toppen af isbjerget, siger ICRC-direktøren.

Han peger blandt andet på et yderst påtrængende behov for støtte til ofre for seksuel vold.

Der findes ifølge nyhedsbureauet AFP mange beviser på, at Boko Haram-krigerne har voldtaget kvinder og piger, som de har bortført under deres fremmarch.

- Jeg er kritisk over de humanitære organisationer, som taler meget, men som ikke leverer, siger Peter Maurer blandt andet ifølge AFP.

- Hele samfund er flygtet fra deres landsbyer. De gennemlever lidelser, man slet ikke kan forestille sig. De har brug for støtte i et langt større omfang, end ICRC kan tilbyde. I mange af de hårdt ramte områder, står vi alene, siger Maurer.

Røde Kors-komitéens budget i området ved Lake Chad, hvilket omfatter det nordøstlige Nigeria og regioner i nabolandene Cameroun, Chad og Niger, ligger i øjeblikket på 110 millioner schweizerfranc. Det svarer til 788 millioner danske kroner.

Dermed er området, hvor Boko Haram hærger, nummer tre på listen over de største ICRC-missioner efter Syrien og Sydsudan.

Direktøren har planer om at bede om yderligere 60 millioner schweizerfranc, 430 millioner kroner, til at dække de mange og voksende opgaver i området.

Det islamistiske oprør har kostet flere end 15.000 mennesker livet siden 2009. 1,5 millioner er drevet på flugt.

I februar indledte Nigerias hær sammen med flere nabolande en større offensiv mod islamisterne, og koalitionen har haft held til at befri flere byer.

/ritzau/AFP