Røde Kors: Middelhavet er blevet Dødens Hav

Skrevet af admin

19/04/2015

Dagens topnyheder

En forfærdelig, men forudsigelig tragedie.

Det siger Anders Ladekarl, Dansk Røde Kors generalsekretær, oven på en ny bådulykke i Middelhavet, hvor op til 700 migranter frygtes omkommet natten til søndag.

- Dette er endnu en forfærdelige tragedie. Det lægger bare oveni i den udvikling, vi har set de seneste måneder, hvor ulykkerne er blevet flere, siger han til Ritzau.

Båden kæntrede på grænsen til libysk farvand lidt syd for den italienske ø Lampedusa.

Blot 28 personer er reddet, oplyser den italienske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Ansa.

Det overfyldte skib menes at være kæntret, da migranterne flyttede over på den ene side af dækket, da et handelsskib nærmede sig.

Anders Ladekarl erkender, at det stigende flygtningepres på Europa ikke er nemt at løse. Han mener dog, at der kan gøres meget mere for at komme problemet til livs.

- Man er nødt til at forsøge at finde en fælles europæisk løsning, så det ikke kun er Italien, der sidder med hele problemstillingen.

Ligesom Amnesty International ønsker Dansk Røde Kors et styrket EU-beredskab, der kan tage over efter lukningen af programmet Mare Nostrum.

Programmet blev oprettet efter at flere end 360 emigranter druknede, da deres båd kæntrede tæt på den italienske kyst i oktober 2013.

Mare Nostrum blev dog lukket af italienerne, da de økonomiske udgifter var alt for store for Italien.

Det blev erstattet af EU's grænsekontrol Triton, som ikke har noget specifikt eftersøgnings- og redningsmandat, og som har færre skibe og et mindre område at operere på.

Ifølge UNHCR skal flere end 900 mennesker have mistet livet i år på den farlige vej fra Afrika til Europa. Det er ifølge Anders Ladekarl en tyvedobling i forhold til samme periode sidste år.

- Middelhavet kendes efterhånden bedst som Dødens Hav, fastslår generalsekretæren.

/ritzau/