Røde økonomer: Ledigheden falder først i 2014

Genopretningen af dansk økonomi sker i et ekstremt langsomt tempo, og tidligst om tre år vil økonomien have samme styrke som før finanskrisen.

Samtidig vil ledigheden først begynde at falde i 2014. Det fremgår af den halvårlige økonomiske prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

- Vi skal med andre ord langt ind i 2015, før vi er tilbage på før-kriseniveau - syv år efter krisen satte ind, siger AE's chefanalytiker Frederik I. Pedersen, der står bag den nye prognose.

Prognosen viser, at AE ramte langt over målet i sit skøn for væksten i sin forrige prognose. I marts spåede AE en økonomisk fremgang i år på 1,5 procent. Nu ventes den kun at vokse minimalt.

- Den lave vækst afspejler stigende økonomisk usikkerhed, men også at den offentlige efterspørgsel ikke kom op i omdrejninger i første halvår. AE forventer på den baggrund kun en samlet vækst for 2012 på 0,25 procent, siger Frederik I. Pedersen.

I 2013 forventes økonomien at udvide sig med 1,5 procent, mens skønnet for 2014 lyder på knap 2 procent.

Den træge genopretning betyder, at antallet af ledige først vil begynde at falde igen i 2014. AE regner med en en stigning i antallet af arbejdsløse til 173.000 næste år fra forventet 166.000 i år. I 2014 forventes et fald til 164.000 arbejdsløse.

Trods de lidt nedslående udsigter fastslår prognosen, at dansk økonomi rummer et gevaldigt potentiale. Samlet er der fra 2008-2011 sparret mere end 400 milliarder kroner op. I 2014 ventes beløbet af være fordoblet.

- Det er ekstremt mange milliarder, der bliver lagt til side i de her år. Det viser, at der er et enormt potentiale for at øge den private efterspørgsel i økonomien til gavn for vækst, beskæftigelse og ikke mindst den offentlige saldo, udtaler Frederik I. Pedersen.

En mere positiv stemning i dansk økonomi vil kunne rykke både væksten og arbejdsmarkedet markant, mener han:

- Kommer der 'hul på bylden' i dansk økonomi, kan vi allerede fra næste år opleve vækstrater på over 2 procent. Det er det, der skal til for at give os en mærkbar vending på arbejdsmarkedet, konstaterer AE's chefanalytiker.

Dagens Gossip