Røde ører i Tinkoff-bank - læste ikke det med småt

Det er vigtigt at læse kontrakter ordentlig igennem, før man underskriver dem og sender dem retur. Det har den russiske bank Tinkoff Credit Systems nu lært. En 42-årige russisk mand ved navn Dmitry Argarkov modtog et tilbud om et kreditkort fra den russiske bank. Men han var ikke tilfreds med bankens tilbud. Hvor mange nok bare havde smidt ansøgningen ud, så gik han skridtet videre og valgte i stedet at tage fusen på dem.

Dmitry Argarkov scannede ansøgningen ind på sin computer og ændrede lidt på forskellige punkter. Blandt andet, at der ikke skulle være nogen gebyrer og intet kreditmaksimum. Og han noterede desuden, at hvis banken ikke overholdt reglerne, så skulle den betale ham cirka 500.000 kr. Og trak den sig helt fra kontrakten, skulle banken betale en kompensation på omkring én mio. kr.

Men da banken modtog ansøgningen, har den tilsyneladende ikke læst den ordentlig igennem. I hvert fald fik Dmitry Argarkov en underskrevet kontrakt retur og et vedlagt kreditkort. Det gav ham mulighed for at købe så meget, han ville.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Tinkoff Credit Systems lukkede hurtigt kontoen og har siden forsøgt at trække sig ud af kontrakten. Banken sagsøgte for nyligt Dmitry Argarkov for omkring 7.300 kr - et beløb, der dækker de gebyrer og afgifter, som han ikke havde nævnt i kontrakten. Retten var dog på Dmitry Argarkovs side, og han endte med kun at skulle betale 3.000 kr.

Men hele optrinnet har fået Dmitry Argarkov til at sagsøge banken for ikke at anerkende kontrakten og bryde aftalen. Kravet lyder på cirka fire mio. kr.

Retten vil gennemgå sagen i næste måned.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip