Røde partier er splittet om indsats for udsatte unge

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Rådet for Socialt Udsatte skyder over målet med sin kritik af, at kontanthjælpsreformen rammer de dårligst stillede unge, der blandt andet presses af krav om at påbegynde en uddannelse.

Det mener socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Man skal huske på, at vi med kontanthjælpsreformen jo netop har delt de unge op, fordi de dårligst stillede ikke skal rammes af urimelige krav, siger hun.

- Hele idéen med reformen var jo, at de, der er i stand til at arbejde, kommer i gang, mens der til gengæld bliver afsat flere ressourcer til dem, der har brug for hjælp, siger socialordføreren.

Når det er sagt, erkender Pernille Rosenkrantz-Theil dog, at det uddannelsespålæg, som kontanthjælpsreformen indførte til unge under 30 år, nogle steder i landet har været brugt for flittigt.

- Vi har set kommuner, hvor 80 procent af de unge kontanthjælpsmodtagere får et uddannelsespålæg og andre, hvor det er 16 procent, så der er stadig for stor spredning, siger hun og fortsætter:

- Men det er også meget nyt, og kommunerne bliver hele tiden bedre.

I SF mener socialordfører Trine Mach, at Rådet for Socialt Udsatte blandt sine kritikpunkter har "flere vigtige pointer".

- Der er blevet for meget system og for lidt menneske. Blikket for den enkelte er druknet i fastlåste krav om eksempelvis at komme i gang med en uddannelse og på arbejdsmarkedet, siger hun.

Ifølge Trine Mach er der intet i vejen for at stille krav til unge på kontanthjælp.

- Men jeg tror, at man har sat barren for lavt for, hvor lidt man skal kunne og stadig være tilknyttet arbejdsmarkedet, siger hun.

Spørgsmål: Siger du dermed, at der igen er flere, der skal have mulighed for at gå på førtidspension?

- Så konkret vil jeg ikke være, men der er en gråzone af borgere, som bliver ramt hårdere af samfundets krav, end de fortjener, og det skal vi have kigget på, siger Trine Mach.

/ritzau/