Røde partier griller Hjort for kommunale besparelser

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Alle fem partier i oppositionen har samlet sig om et forslag, der afviser omprioriteringsbidraget i form af store kommunale besparelser, som regeringen har pålagt kommuner såvel som regioner.

Forslaget er fredag til debat i folketingssalen, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fra talerstolen skal svare på, hvordan økonomien i kommunerne vil se ud efter 2017.

Det kan finansministeren dog ikke umiddelbart svare på, med henvisning til, at finanslovene kun forhandles for et år ad gangen.

- Socialdemokraterne vil nok have os til at sige, at omprioriteringsbidraget skal tilbageføres i alle årene fremover, men det kan vi ikke, siger han.

- Vi står i en økonomisk situation, hvor faldene olieindtægter giver staten færre indtægter. Indtægterne er på tre år faldet med knap 20 milliarder. Det svarer til stort set halvdelen af de årlige udgifter til folkeskolen.

- Dermed er situationen en helt anden end under den tidligere regering, siger Claus Hjort Frederiksen.

Oppositionen frygter dog, at besparelserne i kommunerne vil gå ud over velfærden, og de vil derfor have bidraget tilbagerullet.

De kan ikke samle flertal bag forslaget selv, men hos Enhedslisten udtaler kommunalordfører Rune Lund, at man med debatten kan være med til at lægge et pres på regeringen for at droppe besparelserne.

- Kombinationen af udenomsparlamentarisk pres og parlamentarisk arbejde er det, der skal til for at tage regeringens planlagte milliardbesparelser af bordet, siger han.

- Nu skal presset på regeringen og kommunerne forsættes, så der ikke bliver indgået en dårlig økonomiaftale mellem regeringen og KL.

Begrebet "omprioriteringsbidrag" dækker over en general besparelse, der kan bruges på noget andet eller gives som skattelettelser - altså omprioriteres.

De statslige driftsområder har i mange år været omfattet af et krav om at spare to procent årligt, men Venstre-regeringen har udvidet omprioriteringsbidraget til også at omfatte kommuner og regioner.

Det betyder, at kommunerne skal skære én procent af de kommunale budgetter til omprioriteringsbidraget i årene 2016 til 2019. Det svarer til, at kommunerne skal aflevere 2,4 milliarder kroner hvert år frem til 2019.

/ritzau/