Røde partier presser regeringen for info om kampfly

Skrevet af admin

03/05/2016

Dagens topnyheder

Danskerne skal vide mere om forsvarets nye kampfly, før partierne vælger Boeings Super Hornet, Lockheed Martins Joint Strike Fighter eller Airbus' Eurofighter i stedet for F-16.

Det mener Enhedslisten og Alternativet, som ikke skal være med til at træffe beslutningen om de nye kampfly, fordi de står uden for forsvarsforliget. Derfor holder de to partier onsdag en høring på Christiansborg om købet af nye kampfly i stedet for F-16.

Ved høringen taler militæreksperten Mikkel Vedby Rasmussen, som er professor ved Københavns Universitet, journalist Charlotte Aagaard fra Information, lektor i offentlig ret ved RUC Pernille Boye Koch og journalist Steffen McGhie fra fagbladet Ingeniøren.

Det har vakt meget opmærksomhed, at Boeing for nylig har postet et millionbeløb i en reklamekampagne for sit Super Hornet kampfly med mange avisannoncer og udendørs reklameskilte. Kampagnen antyder, at Joint Strike Fighter ikke er færdigudviklet.

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, mener, at der er for lidt offentlighed om købet af kampfly.

- Kampflykøbet vil få enorme konsekvenser for dansk udenrigspolitik og økonomi. Selvfølgelig skal befolkningen have at vide, hvad der foregår, og hvor pengene skal komme fra, siger Eva Flyvholm i en pressemeddelelse.

Regeringens gransker af udenrigspolitik, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, støtter købet af nye kampfly i sin rapport "Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid", som blev offentliggjort mandag.

Derimod frygter Alternativets forsvarsordfører, René Gade, en regning på 30 milliarder kroner til nye kampfly.

- Nu er det et årti, siden beslutningen om nye kampfly blev truffet. Det står stadig nagelfast, selv om det internationale udfordringsbillede er markant forandret, siger René Gade.

/ritzau/