Røde tal i Viborg HK bliver endnu større

Håndboldklubben Viborg HK er hårdt presset på økonomien og forventer et underskud på 7,9 millioner kroner for det seneste regnskabsår.

Det oplyser Viborg HK i en fondsbørsmeddelelse onsdag aften.

Den succesfulde håndboldklub har tidligere meldt ud, at man forventede et underskud på mellem 4,5 og 5,5 millioner kroner i 2013/14-regnskabet, men svigtende salg og færre sponsorkroner har forværret den økonomiske situation.

Klubben fra domkirkebyen har mere end halveret egenkapitalen på et år, så egenkapitalen ved udgangen af juni udgjorde 4,9 millioner kroner.

Omsætningen i det seneste regnskabsår forventes at ende på 24,6 millioner kroner.

Klubben budgetterer i 2014/15-regnskabet med et lille fald i omsætningen til 23,7 millioner kroner, mens der forventes et underskud på 2,4 millioner kroner.

I 2015/16 regner Viborg HK til gengæld med et overskud på omkring en million kroner.

Viborg HK har gennem de seneste to årtier haft stor succes i dansk damehåndbold med 14 mesterskaber. Den seneste DM-titel kom i hus i sidste sæson.

/ritzau/

Dagens Gossip