Rødovre tog bronzen efter drama

At Frederikshavn White Hawks og Sønderjyske står i DM-finalen er ikke uventet. Men at fighterne fra Rødovre Mighty Bulls med playoffs mindste budget tager bronzen er sæsonens store overraskelse.

Tyrene vandt den anden semifinale lørdag aften for øjnene af 1.900 tilskuere i Vestfyen Arena over Odense Bulldogs 2-1 efter straffeslag. Det var nok efter 3-3 i det første opgør fredag i Rødovre Skøjte Arena.

Rasmus Astrup blev matchvinder. At netop den rutinerede og teknisk begavede sjællandske forward skulle sætte sidste stav på pucken i bronzekampen var logisk nok. Han er én af de spillere i ligaen med den bedste straffeslags-statistik. Måske den bedste.

I ordinær tid scorede Andy Contois for Mighty Bulls tre minutter inde i anden periode, mens Morten Andreasen, i øvrigt med fortid i Rødovre, kort efter kvitterede for fynboerne.

400 tilrejsende Rødovre-fans jublede i mange minutter efter triumfen. Det var tyrenes første medalje siden bronzen i 2009, hvor Odense Bulldogs i øvrigt også blev besejret. I alt har traditionsklubben fra vestegnen vundet 16 medaljer (seks guld, fem sølv og fem bronze). Den første var guldet i 1978.

– Glæden blandt vore spillere og supportere er så stor, at man skulle tro, vi var blevet danske mestre, siger Rødovre Mighty Bulls sportschef, Gert Hansen.

– Det var en rigtig slutspilskamp med højt tempo, fight og intensitet. Klart bedre end den første kamp. Hvilket punktum på sæsonen.

AL-Bank Ligaen, bronzekamp

Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls 1-2 (0-0, 1-1, 0-0, 0-0, 0-1)

Rødovre Mighty Bulls bronzevinder med 5-4 i score

 

 

 

Dagens Gossip