Rødt forslag om adgangskrav på 3 får elever op af stolen

Skrevet af admin

02/06/2016

Dagens topnyheder

I disse dage bliver der ikke kun forhandlet om karakterer ved de grønne borde.

Også i forligspartierne, der er med i gymnasieforhandlingerne, diskuterer man, hvilken karakter der i fremtiden skal give adgang til gymnasierne.

Ifølge Politiken kom der tirsdag et nyt forslag på bordet, da Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre sammen foreslog et adgangskrav på 3 som adgangsgivende for at komme på gymnasiet.

Karakteren skal findes ved et gennemsnit beregnet af års- og prøvekarakterer i dansk og matematik, og ifølge Politikens kilder, kan man godt arbejde med et sådan forslag, selv om karakteren 3 ikke kan gives.

I blå blok var man ifølge Politiken først afvisende over for forslaget, men har alligevel valgt ikke at feje det af bordet. Derfor skal man fortsætte diskussionen om karakteren, når forhandlingerne genoptages torsdag aften.

Udsigten til at de røde partier vil sætte karakterkravet op, skaber bekymring hos de studerende, der er imod et karakterkrav.

- Det er enormt bekymrende, at de begynder at åbne op for højere karakterkrav, fordi Socialdemokraterne netop har stået fast på deres princip om, at vi ikke skal skabe uligevægt på vores ungdomsuddannelser, siger Veronika Ahrensbøll Schultz, forkvinde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

Indtil nu har Socialdemokraterne stået fast på et karakterkrav på 2, hvilket ligger et stykke fra regeringens krav om fire.

I DGS er man derfor også ekstra skuffet over, at netop Socialdemokraterne har været med i forslaget om at hæve kravet.

Ifølge Veronika Ahrensbøll Schultz er det generelt en helt forkert vej at gå at fokusere på karakterkrav.

- For mig er det vigtigt, at man sikrer, at elever har et valg, der bliver taget på et oplyst grundlag og på baggrund af motivation, siger hun.

/ritzau/