Roen har indfundet sig på det danske VM-hold

Skrevet af admin

09/12/2013

Dagens topnyheder

Der er gået et år, siden kvindelandsholdets projekt "Ny Start" var til sin første terminsprøve ved EM i Serbien, der endte med en femteplads.

Siden dengang har roen sænket sig over holdet og spillerne, der tydeligvis hviler mere i sig selv, har bedre styr på aftalerne og kender hinanden bedre.

Det blev igen illustreret søndag aften, da der på intet tidspunkt var optræk til panik eller rådvildhed, selv om det tog lang tid at knække Japan.

- Vi har så mange kvaliteter, at der er en tro på, at det nok skal holde. Der var en periode mod Japan, hvor det blev lidt hektisk, men vi er opmærksomme på det, siger højrefløjen Maibritt Kviesgaard.

- I sådan en situation bliver der lige råbt lidt på banen, og så er vi i balance, siger hun.

Landstræner Jan Pytlick har også hæftet sig ved udviklingen.

- Der er en stor tro på, at vi kan vinde kampene. Spillerne går ind og tænker: Hvis vi bare spiller op til det, vi kan, så skal vi nok vinde, siger han.

- De ved selvfølgelig også, at når de skal møde Serbien og Brasilien, så skal spillet helt op på øverste hylde. Det bliver spændende, om det kommer det, mener landstræneren.

Ann Grete Nørgaard mener, at den større afklarethed på banen er kommet i takt med, at spillerne er blevet fortrolige med hinanden og det koncept, der er blevet udviklet.

- Vi talte faktisk om det efter vores første testkamp mod Rumænien i efteråret. Vi var bagud, og det kørte ikke, men vi arbejdede bare stille og roligt med vores basisting, og så vendte det.

- Det blev måske aldrig supersmukt, men det var nok. Der synes jeg, vi har flyttet os rigtig meget, siger Ann Grete Nørgaard, der sammenligner med EM 2012.

- Alle havde dengang nogle ting, vi gerne ville have gjort anderledes. Nu har vi haft nogle flere kampe sammen. Vi har fået en større ro og tro på egne evner, for vi har lavet nogle gode præstationer, forklarer hun.

Danmark skal i aktion næste gang tirsdag aften, når holdet møder Algeriet.

 

/ritzau/