Roere tæller ned i Rio med 300 dage til OL

Der er præcis 300 dage til OL i Rio, og forberedelserne er i fuld gang. De danske roere træner i disse dage på Lagoa Rodrigo de Freitas midt i Rio og suger en masse indtryk til sig fra byen.

- Vi får set og oplevet en masse i Rio nu, så vi næste gang udelukkende skal koncentrere os om konkurrencerne.

- For mig er det også vigtigt, at jeg allerede nu kender det område, hvor vores high performance-center ligger, og at vi har mulighed for at skrue på detaljerne, så det bliver endnu bedre næste gang, vi kommer.

- Vi får også oplevet, hvor langt der er til rostadion, hvor meget trafikken larmer og alt det andet, som er ret overvældende, når det er første gang, vi er i Rio, fortæller Jakob Barsøe fra den danske Guldfirer i en pressemeddelelse.

En donation på 30 millioner kroner fra Dansk Supermarked er medvirkende til, at OL-atleterne har bedre muligheder for at forberede sig på stedet end ved OL i Beijing i 2008.

Roernes sportschef, Lars Christensen, understreger vigtigheden af, at roerne får det specielle konkurrenceanlæg i Rio ind under huden i god tid.

- Roning bliver unikt til OL. Søen ligger fantastisk smukt helt inde i centrum af Rio, men det er helt anderledes end alle andre anlæg, vi har konkurreret på tidligere.

- Der er en meget trafikeret firesporet vej helt tæt på startblokkene, og der vil være mennesker hele vejen rundt og en masse larm. Samtidig ligger søen, så der kommer en ret stærk vind ind fra siden, og der er masser af vegetation og bølger.

- Alt sammen elementer der kan blive helt afgørende næste år, og derfor er det vigtigt for roerne at opleve det på egen krop nu, forklarer Lars Christensen.

Foreløbig er 58 atleter fra otte forskellige sportsgrene kvalificeret til OL i Rio. Næste chance for at øge antallet af danske OL-atleter er allerede i den kommende uge, hvor VM i 470-jolle afvikles.

/ritzau/

Dagens Gossip