Rørt Timberlake: Her er mit største livsværk

Selv om Justin Timberlake søndag aften vandt prisen som årets innovatør til iHeartMusic Awards, var det dog hans kommende rolle som far, der begejstrede langt mere end statuetten.

Da den 34-årige sanger gik på scenen for at modtage prisen, dedikerede han takketalen til sin gravide kone, skuespillerinden Jessica Biel.

Det skriver E! Online.

- Jeg vil gerne takke min bedste ven og min yndlings-samarbejdspartner - min kone Jessica, der er derhjemme. Jeg kan slet ikke vente med at se vores største kreation, lød det fra den vordende far, der endnu en gang henvendte sig direkte til sin 33-årige hustru.

- Skat, far er på vej hjem lige nu for at innovere og lære at skifte en bæ-ble, jokede den Grammy-vindende charmør fra scenen.

Timberlake blev dog straks mere alvorlig, da han beskrev sin taknemmelig for prisen som årets innovatør.

- Da jeg voksede op i skolen, kaldte ingen mig for innoverende. De kaldte mig anderledes, underlig og ting, jeg ikke kan sige på tv. Jeg er her for at fortælle dig, at dine kritikere ikke tæller. Deres ord vil falme - det vil du ikke, lød det fra ham.

Timberlake og Biel har gennem graviditeten været meget hemmelighedsfulde, men størrelsen på Biels bristefærdige mave tyder på, at superstjerneparret meget snart bliver forældre.

Parret annoncerede graviditeten i starten af februar, hvor den kommende far lagde et billede ud på sin Instagram-profil med et kæmpe kys plantet på Biels spirende babybule.

- Tusind tak til jer alle for fødselsdagshilsnerne. Dette år får jeg den bedste gave nogensinde, skrev sangeren i anledning af sin 34-års fødselsdag og tilføjede, at parret væddede, om den lille baby mon blev en purk eller prinsesse.

Timberlake og Biel har datet hinanden siden 2007, forlovede sig i 2011 og blev gift i Italien i 2012.

Newspaq

Dagens Gossip