Røver stikker sit offer ned med kniv

Skrevet af admin

07/03/2014

Mest læste i dag

En 24-årig mand lod sig ikke kyse af, at en røver stak ham mindst to gange med kniv, men overmandede gerningsmanden og holdt ham tilbage, til en politipatrulje nåede frem.

Overfaldet skete på hjørnet af Tingvej og Birketinget på Amager fredag eftermiddag. Her mødtes to mænd på 18 og 24 år.

- De havde været i kontakt både i går og i dag, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Jensen, fredag aften til Ritzau.

Den ældste af de to havde sat et dyrt ur til salg i Den Blå Avis, og den yngste ville købe det.

- De aftalte at mødes på Amager fredag eftermiddag, fortæller Kenneth Jensen.

- Men da han har fået uret, trækker den 18-årige en kniv og går fra stedet. Samtidig siger han til den anden, at han ikke skal følge efter ham, fortsætter efterforskningslederen.

Men det vil sælgeren ikke finde sig i. Han følger derfor efter manden. Det kommer til tumult, og sælgeren bliver stukket mindst to gange i skulderen. Nogle vidner, der overværer optrinnet ringer til politiet.

- Da patruljen når frem, har den 24-årige overmandet den 18-årige og holder ham tilbage, siger efterforskningslederen.

Offeret blev bragt til behandling på sygehuset og er udenfor livsfare.

Den 18-årige, der i forvejen er kendt af politiet, bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for røveriforsøg og grov vold.

/ritzau/