Røver stjal 20 plader chokolade og flækkede en tand på butiksansat

Klokken 17 tirsdag anmeldte en mandlig kontrollant i et supermaked på Marksvinget i Køge, at han var blevet overfaldet af en butikstyv.

Kontrollanten havde forsøgt at strandse tyven, som han havde set stjæle en kasse med 20 plader Marabou-chokolade til en værdi af cirka 550 kroner.

Da tyven gik igennem ved kassen uden at betale, ville kontrollanten tilbageholde ham.

Derefter slog tyven den butiksansatte en gang med albuen og derefter med to knytnæveslag. Slagene flækkede en tand og gav et mindre sår i munden på offeret.

Derved blev tyveriet forvandlet til et røveri.

Gerningsmanden løb fra stedet ad en sti i retning mod Parkvej. Hans videre færden er ikke kendt.

Han beskrives som: mand, sydøsteuropæisk af udseende, 30-40 år gammel og 165-175 centimeter høj.

Han har sort hår med måne og var iført mørkeblå jakke med noget rødt ved ærmekanten og hvidt på kraven, blå jeans og sorte sko med hvide såle.

Lokalpolitiet i Køge vil gerne høre fra personer, som har bemærket gerningsmanden enten ved supermarkedet eller på flugtruten mod Parkvej.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Dagens Gossip