Røver tvinger Netto-ansatte til at åbne pengeskab

Skrevet af admin

10/04/2016

Dagens topnyheder

Ved at true med en pistol lykkedes det søndag morgen en maskeret mand at få de ansatte i et Netto-supermarked i Næstved til at åbne forretningens pengeskab, hvorfra han røvede kontanter.

Manden indfandt sig kort før klokken 7.30 ved personaleindgangen til supermarkedet på Snerlevej, og under trusler med pistolen tvang han dem, der stod for morgenåbningen, ind på kontoret.

Ifølge vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slap røveren af sted med et beløb, der endnu ikke er gjort op.

Efter røveriet forsvandt røveren fra stedet på cykel.

Politiet efterlyser en mand, der er mellem 170 og 175 centimeter høj og almindelig af bygning.

Han var under røveriet iført en sort jakke med hætte og mørkeblå bukser, hvor buksebenene var stukket ned i strømperne.

Han var maskeret med en sort halskrave eller tørklæde for munden og solbriller.

Han havde et par røde Nike-sko på fødderne og bar på en tilsyneladende meget tung rygsæk med flere lommer.

På grund af mandens kraftige maskering er hans alder ubestemmelig.

Politiet har ikke nærmere oplysninger om mærket på pistol og cykel, oplyser vagtchefen.

Folk, der har oplysninger om sagen, eller som har set en person svarende til signalementet, kan ringe til politiet på telefon 114.

/ritzau/