Røvere hugger tusindvis af smartphones i Samsung-kup

Skrevet af admin

08/07/2014

Dagens topnyheder

En hel flok af røvere var mandag på et tilsyneladende velplanlagt togt på en Samsung-fabrik i den sydøstlige del af Brasilien.

Omkring 20 bevæbnede røvere slap af sted med 40.000 smartphones, bærbare computere, tablets og anden elektronik med en samlet værdi af 36 millioner dollar, oplyser politiet. Det svarer til tyvekoster for i underkanten af 200 millioner kroner.

Røverne ankom efter midnat til fabrikken i Campinas, en by tæt på São Paulo. Her tog de vagter og 200 ansatte som gidsler.

De mange telefoner og computere blev lastet på syv forskellige lastbiler og kørt væk.

Vidner fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP til en lokal nyhedsside, at røverne havde adgangskort til fabrikken, men ikke var aggressive over for de ansatte. De beordrede alle til at fjerne batterierne fra deres telefoner, så de ikke kunne foretage opkald.

Angiveligt var røverne på fabrikken i tre timer og vidste præcist, hvor de mest værdifulde ting befandt sig.

Politiet beretter om et yderst veludført kup. Først kaprede røverne en bus, som bruges til at fragte ansatte til og fra fabrikken. Alle de Samsung-ansatte i bussen undtaget to blev kørt til et fjernt sted og sat fri, hvorefter røverne kørte mod fabrikken.

Her fik de sikkerhedsvagter til at lægge deres våben, samlede resten af fabrikkens ansatte og sikrede sig, at de ikke kunne kommunikere med omverdenen.

Med kysten klar blev de syv lastbiler kørt ind på fabrikken og lastet ved hjælp af palleløftere.

Samsung oplyser, at ingen kom til skade under røveriet, og at det sydkoreanske selskab vil samarbejde fuldt ud i den igangværende efterforskning. Samtidig siger en talsmand for teknologikæmpen, at politiet overvurderer værdien af de stjålne varer.

Politiet har endnu ikke identificeret nogen mistænkte i sagen.

/ritzau/Reuters