Røvere i 'Scream'-masker sparkede taxachauffør

Skrevet af admin

16/11/2013

Mest læste i dag

Østjyllands Politi leder efter tre unge, der natten til lørdag forsøgte at røve en 44-årig taxichauffør i Randers. Chaufføren blev sparket i hovedet flere gange, men det lykkedes ikke røverne at slippe af sted med noget.

Ifølge politiet havde røverne alle hætter trukket ned over hovedet, og to af dem bar desuden masker fra gyserfilmen "Scream".

Røveriforsøget fandt sted på Gammel Jennumvej i det nordøstlige Randers kort før klokken to.

Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der eventuelt har set noget, eller som har oplysninger om gerningsmændene.

Den ene er 18-20 år, dansk af udseende, cirka 170 centimeter høj, og var under røveriforsøget iført mørk hættetrøje og cowboybukser. Desuden bar han en kasket.

Den anden har samme højde og talte dansk. Han bar Scream-maske og havde en hættetrøje trukket ned over hovedet.

Den tredje beskrives som 18-20 år, 170 centimeter høj. Også han bar Scream-maske.

/ritzau/