Røvere smadrer banks facade med bil

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Glasfacaden på Danske Banks filial på Hovedvejen i Glostrup blev tirsdag morgen smadret af to røvere, der kørte en bil igennem den.

Da de var kommet gennem ruden, truede de to maskerede mænd de ansatte med en pistol og en sprøjteflaske med et ukendt indhold.

Politiet vil generelt ikke oplyse udbyttet fra røverier. Men ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi slap de to mænd væk med "et større kontantbeløb".

Da de havde fået udbyttet udleveret, flygtede de ud til en ventende bil, hvor en tredje røver ventede bag rattet. Mændene forsvandt i bilen ad Nyvej mod syd.

Flugtbilen, der lørdag blev stjålet på Frederiksberg i København, blev senere fundet på en parkeringsplads på Diget, ikke langt fra banken. Politiets teknikere skal nu i gang med at undersøge bilen for eventuelle spor.

- Vi vil selvfølgelig gerne høre fra folk, som måtte have set røverne efterlade bilen, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Røveriet mod banken, der ligger på hjørnet af Hovedvejen og Nyvej, skete kort efter klokken 09 tirsdag morgen.

Den bil, der blev brugt som rambuk, er en grøn Volvo 440 årgang 1995 med registreringsnummeret UV 50867. Den blev i påsken stjålet i Glostrup.

- Vidner, der har set den bil mellem Langfredag og frem til røveriet, hører vi også gerne fra, siger Charlotte Skovby.

Begge røvere, der var inde i banken, var iført sort kedeldragt, maske og handsker.

Den røver, som truede med sprøjteflasken, var dansk af udseende og omkring 170 centimeter høj. Manden med pistolen var cirka 185 centimeter høj og kraftig af bygning. Politiet har umiddelbart ikke noget signalement af flugtbilens chauffør.

/ritzau/