Røvere truede med pistol og kniv

I aftes blev der begået røveri mod et supermarked på Beder Landevej i Beder.

Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde de tre formodede gerningsmænd.

To af dem kom ind i butikken, hvor de truede en ekspedient med kniv og pistol til at udlevere penge og cigaretter. En tredje gerningsmand ventede uden for forretningen.

Efter røveriet forsvandt de i ukendt retning.

Den ene røver beskrives som mand, 175 centimeter høj, kraftig af bygning og brun i huden. Han talte dansk med accent. Han var iført en sort elefanthue, sort hættetrøje med en rød eller orange cirkel samt skrift på brystet, lysegrå jeans og hvide kondisko med sort stribe midt på af mærket Puma. Med sig havde han en hvid plasticpose med blåt på. Han var bevæbnet med en større køkkenkniv.

Den anden røver beskrives som mand, 180 centimeter høj og kraftig af bygning. Han talte også dansk med accent. Han var iført sort elefanthue, sort hættetrøje af mærket Karl Kani, hvor der med blå og hvid skrift på brystet var to store K’er. Buskerne var sandfarvede og han bar hvide kondisko af mærket Nike Shox og røde handsker med vidt logo på oversiden. Han var bevæbnet med en sort pistol.

Manden, som ventede uden for butikken, beskrives som almindelig af bygning. Han talte dansk og var iført mørk, grønlig jakke og mørkeblå jeans.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra mulige vidner. Har man oplysninger i sagen, kan de gives på telefonnummer 114.

Dagens Gossip

Dagens TV