To røvere truede sig til kontantbeløb i Netto i Ringsted

Netto i Nørregade i Ringsted var i aftes udsat for væbnet røveri.

Ved 21.40-tiden fik Midt- & Vestsjællands Politi alarmen fra supermarkedet. To mænd truede personalet med en kniv og fik udleveret et mindre kontantbeløb. Desuden blev en kunde truet til at lægge sig ned under røveriet. Røverne løb fra stedet i retning mod Dronning Margrethesvej.

Røverne beskrives som:

A: mand, 170-175 centimeter høj, dansk, spinkel, iført hvid hættetrøje med bred sort stribe hen over maven, lyse/hvide sko, lyserød halstørklæde som maskering. Han medbragte en blå plastpose og en brødkniv med lyst skæfte.

B: mand, dansk, 180-185 centimeter høj, blå øjne med små pupiller og rødsprængt, iført mørk hættetrøje eller jakke muligvis af mærket ”North Face”, mørke bukser og mørke sko. Medbragte gul plastpose og en lille lommekniv. Hverken kunden eller de ansatte led fysisk overlast ved røveriet.

Politiet ledte efter røverne i området, men fandt dem ikke.

Midt- & Vestsjællands Politi hører gerne fra vidner, der måske har set røverne. Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Dagens Gossip