Røveri: Butiksejer smed sodavandskasse efter røver

Østjyllands Politi efterlyser en 15-16-årig dreng, der mistænkes for at stå bag et røveriforsøg mod en forretning på Søren Frichs Vej i Åbyhøj ved Aarhus.

Klokken 19.50 gik den maskerede dreng ind i butikken og truede den 46-årige indehaver med en kniv. Drengen råbte "røveri".

Indehaveren handlede dog resolut og greb en sodavandskasse, som han kastede efter røveren.

Det fik drengen til at flygte ud af forretningen, hvor han blev samlet op af en ventende knallertkører.

Røveren beskrives som mellemøstlig af udseende, 15-16 år, 160 centimeter høj, spinkel af bygning, bar kniv i venstre hånd, talte dansk med accent, maskeret med elefanthue, kun øjne synlige, sort trøje/jakke med lynlås, mørkeblå joggingbukser, medbragte rød/hvid plasticpose.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på 1-1-4.

Dagens Gossip