Røverier og tyverier af mobiltelefoner på Roskilde Festival - læs døgnrapporten her

Midt- og Vestsjællands Politi har fortsat nok at se til på Roskilde Festival. Det viser den seneste døgnrapport, der dækker over mandag klokken 7 til i morges klokken 7.

Døgnrapporten:

Tyveri

Kl. 12.55 blev fire rumænere anholdt i forbindelse med, at de forsøgte at sende penge og en pakke til Spanien på posthuset i Jernbanegade. Pakken, der blev åbnet af politiet, viste sig at indeholde 17 mobiltelefoner og seks iPods. De blev sigtet for tyveri og blev taget med på politistationen til afhøring.

To af de anholdte er løsladt igen – en 26-årig kvinde og en 26-årig mand er fortsat anholdt og forventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdag. Ejerne til flere af telefonerne er på nuværende tidspunkt identificerede – de har alle fået stjålet telefonerne på Roskilde Festivalen.

Politiet opfordrer til, at man ved anmeldelse af tyveri af mobiltelefon oplyser telefonens imei-nummer. Imei-numret gør det lettere for politiet at finde den rette ejermand. Anmeldelse af tyveri kan ske elektronisk via www.politi.dk. Elektronisk anmeldelse kan også ske på politistationen i Skovbogade 3, hvor der er opstillet computere til formålet.

Ulovlig omgang med hittegods

Kl. 18.00 kontaktede politiet en 22-årig rumænsk kvinde, der i flg. festivalvagterne havde en mistænkelig adfærd. Ved politiets undersøgelse af kvindens telt fandt politiet fire mobiltelefoner, som kvinden oplyste, at hun havde fundet på campingområdet, og at hun havde tænkt sig at beholde dem.

Den 22-årige kvinde blev sigtet for ulovlig omgang med hittegods og løsladt igen.

Lov om euforiserende stoffer

Kl. 20.01 blev en 38-årig mand fra Valby anholdt for at være i besiddelse af 131 gram marihuana, der var pakket i poser med henblik på videresalg. Den 38-årige blev løsladt efter afhøring.

Røveri

Kl. 21.06 modtog politiet anmeldelse om, at en 28-årig mand fra København havde været udsat for røveri på Roskilde Festivalen. Den 28-årige havde været ved at skrive en SMS, da en ukendt mand tog telefonen ud af hånden på ham. Den 28-årige nåede at gribe fat i gerningsmanden, men blev slået hårdt i maven og gik i knæ, hvorefter gerningsmanden løb væk.

Der er intet signalement af gerningsmanden.

Vold

Kl. 23.15 blev en 20-årig mand fra Hadsund anholdt for vold mod en 21-årig mand fra Charlottenlund. Den 21-årige havde sammen med tre venner fundet den 20-årige berusede mand, der lå i en vejkant. Da de fire venner havde forsøgt at hjælpe den 20-årige på benene, slog han ud og ramte med knytnæve den 21-årige i ansigtet.

Den 21-årige tog på skadestuen for at blive nærmere undersøgt. Den 20-årige blev sigtet for vold og løsladt efter afhøring.

Beruset mand

Kl. 00.30 blev en 20-årig nordmand anholdt og anbragt i detentionen, da politiet skønnede, at han ikke kunne tage vare på sig selv.

Voldelig mand
Kl. 01.55 blev en 22-årig mand fra Roskilde anholdt for voldelig adfærd overfor en festivalmedarbejder. Den 22-årige tilbragte natten i detentionen.

Røveri

Kl. 02.02 modtog politiet anmeldelse om, at en 18-årig mand fra København havde været udsat for røveri, da han gik ved indgang Vest sammen med en 18-årig kammerat fra Hillerød og to ukendte mænd. Pludselig havde de to mænd truet den 18-årige til at udlevere sine kontanter.

Den 18-årige udleverede 200 kroner, hvorefter de gik deres vej.

De to gerningsmænd beskrives som:

A: Mand, ”høj”, lyshåret, en ”smule pumpet”, iført en rød dunjakke. Han kaldte sig for Oliver.

B: Mand, ”høj”, mørkhåret ”armycut” frisure, ”veltrænet”, iført sort Adidas trøje med lynlås, hvide kondisko. Han kaldte sig for Rasmus.

Dagens Gossip

Dagens TV