Roger Federer: En af karrierens bedst kampe

Skrevet af admin

10/07/2015

Dagens topnyheder

Med syv Wimbledon-titler kan det måske være svært at finde yderligere motivation, men ikke når man hedder Roger Federer og slæber rundt på et CV som schweizerens.

Fredag aften diskede Federer op med toptennis på et næsten uhørt niveau, da han med sejren over Andy Murray spillede sig i karrierens 10. Wimbledon-finale med mulighed for at vinde titlen for ottende gang.

Roger Federer vandt 7-5, 7-5, 6-4 og møder nu den forsvarende mester og topseedede serber Novak Djokovic i finalen søndag.

- Det er helt sikkert en af de bedste kampe, jeg har spillet i karrieren. Første sæt husker jeg ikke point for point, men det var helt sikkert solidt.

- I dag var jeg i stand til at spille godt fra start, og jeg vidste, at kampens begyndelse ville være vigtig, lød det fra Roger Federer efter sejren.

Schweizeren har vundet alle 10 gange, han har været i semifinalen i Wimbledon.

- Jeg kan ikke huske præcis, hvordan alle semifinaler føltes, men det er stort at spille sig i finalen, hvor der blot er én modstander tilbage, og hvor man kan gå ud og give alt.

- Man kender situationen. Man har vænnet sig til det hele - presset og at spille godt og bevæge sig rundt. Alle er enten trætte eller ej eller nervøse eller ej. Der er kun den ene kamp tilbage. Det er en perfekt følelse, sagde Roger Federer.

Federer fører i indbyrdes opgør med 20-19 over Novak Djokovic før finalen, men Djokovic har vundet fire ud af de seneste seks indbyrdes opgør.

Djokovic kender dog alt til Federers fornemmelse for Wimbledon-finaler.

- Det er her, han elsker at spille. Det er her, han spiller sin bedste tennis. På Centre Court. Syv titler. Det er hans bane. Han elsker den.

Han spiller altid sit bedste spil, når det er allermest vigtigt. Det er derfor, han er en mester.

- Han er en af de mennesker, der rent faktisk har gjort mig til en bedre spiller. I kampene mod ham har jeg været igennem en masse følelser.

- Det har gjort, at jeg forstod, hvad der skulle til for at blive en bedre spiller og vinde over ham og vinde grand slam-titler, siger Djokovic om sin finalemodstander.

/ritzau/