Roger Federer føler sig ikke truet af ny generation

Skrevet af admin

07/07/2014

Mest læste i dag

Gennem de seneste mange sæsoner har den såkaldte The Big Four - Roger Federer, Novak Djokovic, Rafael Nadal og Andy Murray - siddet på stort set alle titler i grand slam-sammenhæng, og det vil fortsætte, forudser Roger Federer.

Ved det seneste Wimbledon skabte flere unge spillere ellers rod i seedningerne. Særligt bulgareren Grigor Dimitrov og canadieren Milos Raonic imponerede ved at avancere til deres første grand slam-semifinaler.

- Jeg føler ikke en stor trussel fra dem. Der er mange dygtige spillere fra nummer 5-6 til 20. Der er mange farlige spillere, men jeg føler, at spiller jeg op til mit bedste, kan jeg kontrollere feltet i en vis grad, siger Roger Federer.

Efter Wimbledon er han igen på tredjepladsen på verdensranglisten, mens Novak Djokovic og Rafael Nadal har besat de øverste pladser suverænt.

Derimod er det sidste led i The Big Four, Andy Murray, nu nede som nummer 10 i verden. Men en langtidsskade er dog en stor del af forklaringen på dette.

- Der er selvfølgelig ingen garantier. Men jeg tror, at topspillerne, man kender, stadig vil afgøre de største turneringer som Masters 1000 og grand slam imellem sig, siger Federer.

Han pointerer, at The Big Four slog igennem tidligere end den nye generation.

- Vi havde alle vores gennembrud tidligere. "Rafa" var fremragende som teenager. Jeg begyndte min opstigen som 21-årig. De andre er 22 og 23 år og har allerede været på touren i fem år.

Dimitrov og Raonic, som er de yngste i top 10, er begge 23 år.

/ritzau/