Rogers afviser angreb på BMC: Kendte ikke til styrt

På tv-billederne fra Tour de France kunne det se ud som om, at Tinkoff-Saxo satte tempoet yderligere i vejret på 7. etape, da BMC's klassementrytter Tejay Van Garderen var styrtet.

Men det afviser Michael Rogers, som på det tidspunkt sad forrest i feltet og satte et dræbende tempo på sidste stigning.

- Styrtede han? Det anede jeg ikke. Jeg hørte i radioen, at der var et styrt, men jeg vidste ikke, hvem det var, siger Michael Rogers.

Styrtet betød, at Van Garderen, som før etapen var foran Contador i det samlede klassement, nu er lidt over et halvt minut efter spanieren.

BMC-rytteren tabte over et minut, selvom hans hjælpere kørte alt, hvad de kunne, for at hente feltet igen.

- Jeg håber, at der ikke er nogen sammenhæng. Jeg håber, at de alene kørte for at holde Contador fremme, og at det ikke var en skummel aktion, siger BMC-rytteren Peter Stetina.

Rogers fortæller, at det netop var planen at holde Tinkoff-Saxos kaptajn fri af styrt.

- Jeg kørte bare fuld gas for at holde Alberto Contador fremme i feltet. Jeg sad hele dagen og ventede på at skulle levere netop det stykke arbejde. Det er mit job, og som vi så, var der et styrt, hvor flere klassementryttere var nede.

- For os handler det om sørge for, at det ikke sker for Contador.

Tinkoff-Saxo har hver dag siddet forrest i feltet, når der er mindre end 10 kilometer til mål.

- Man kan arbejde dag efter dag, og hvis man så er uopmærksom i et splitsekund og falder nogle positioner tilbage, så styrter man måske, og det hele er tabt på jorden. Det vil betyde at månedsvis af forberedelser er spildt.

- Vi er ikke klar til at løbe den risiko, og hvis det betyder, at vi skal køre på denne måde, så gør vi det. Det er derfor, at vi har folk som Michael Mørkøv, Daniele Bennati og Matteo Tossato til at fylde den rolle, siger Rogers.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV