Rohani fastholder iransk atomprogram

»Vores atomprogram er fuldstændig gennemskueligt. Men vi er klar til at udvise større gennemsigtighed og gøre det klart for hele verden, at Irans handlinger er helt inden for den internationale lov,« sagde han ved et pressemøde mandag, hvor den 64-årige præst for første gang talte til omverdenen, efter han lørdag overraskende kunne lade sig hylde som vinder af det iranske præsidentvalg.

»Spørgsmålet om relationerne mellem Iran og USA er kompliceret og svært. Det er et gammelt sår, der skal heles,« sagde Rohani om forholdet til USA.

Siden iranske studerende i 1979 stormede den amerikanske ambassade i Teheran, har de diplomatiske forbindelser mellem USA og Iran været kappet. Forholdet mellem de to lande er ikke blevet bedre i takt med, at Iran har opbygget et omfattende kernekraftprogram, som ifølge USA og Israel dækker over udviklingen af atomvåben.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mener ikke, at den nye retorik fra Iran vil udløse nogen ændringer i forhold til det omstridte atomprogram.

»Det iranske valg afspejler tydeligt en dyb utilfredshed med regimet fra det iranske folk, men det har desværre ikke styrke til at ændre på Irans atomambitioner,« siger han til Reuters.

Israel ser programmet som et skalkeskjul, der dækker over en produktion af atomvåben, som vil ændre styrkeforholdet i Mellemøsten fundamentalt.

Hassan Rohani bliver indsat som afløser for den nuværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, til august.

Dagens Gossip