Rohde nægter at være på hævntogt mod Løkke

Europaparlamentariker Jens Rohde, tidligere Venstre, nu radikal, afviser bestemt, at han er ude på et hævntogt mod sit tidligere parti.

Det sker, efter at det er kommet frem, at han har forsøgt at få statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Bruxelles for at forklare de omstridte og netop vedtagne stramninger af udlændingeloven.

- Jeg kunne ikke drømme om at lave hævntogter. Jeg besluttede mig jo netop for at skifte parti, for at kunne kæmpe den kamp, jeg synes er vigtig, uden at det hele tiden blev en diskussion internt i Venstre, siger Rohde.

TV2 har tirsdag omtalt henvendelser fra Rohde og hans partifælle i parlamentet, Morten Helveg Petersen, til den liberale gruppe ALDE, som både Venstre og Radikale er medlemmer af.

Her fremgår det, at de to pressede på i Bruxelles for at indkalde den danske regering til en forklaring af de nye asylstramninger.

I en mail 9. januar til Guy Verhoftstadt, lederen af den liberale gruppe i parlamentet, ALDE, kalder den tidligere Venstre-politiker Jens Rohde regeringens smykkelovforslag for "en skændsel":

- Mit forslag er, at vi i ALDE og måske parlamentet i sin helhed inviterer Lars Løkke Rasmussen til en debat for at forklare og diskutere, hvad der foregår i Danmark, skriver Jens Rohde ifølge TV 2.

Men Rohde, der forlod Venstre i december, har ikke noget at skjule, siger han.

- Jeg offentliggjorde for længe siden, at jeg ønskede at foranstalte, at Lars Løkke Rasmussen kom på besøg i Europaparlamentet, siger Rohde.

- Samtidig er jeg blevet bedt om i begyndelsen af januar at komme med en redegørelse for, hvorfor jeg skifter parti. Der har jeg anbefalet, at man inviterede Lars Løkke som partiformand, fordi han er medlem af den liberale familie.

Spørgsmål: Mener du, at Venstre er på kant med de værdier, I har i den liberale gruppe i parlamentet?

- Det, der binder den liberale gruppe sammen er en meget proeuropæisk tilgang og de liberale grundværdier, det vil sige menneskerettigheder og frihedsrettigheder.

- Jeg synes, at Venstre udfordrer de værdier. Det er derfor, jeg selv har skiftet parti. Hvorvidt Venstre synes, der er plads til dem i ALDE, må være op til Venstre at afgøre.

- Jeg kan kun sige, at ethvert forsøg fra Venstre på at trække ALDE i en mere nationalkonservativ retning vil blive mødt med al den modstand, vi har at komme med fra Radikale Venstre.

Flere andre lande, blandt andet Tyskland og Holland, tillader også beslaglæggelse af flygtninges ejendele. Rohde siger, at han ikke kender reglerne i de enkelte lande, men han vil gerne arbejde for, at de også kommer til at forklare sig i parlamentet.

- Det er en meget vigtig debat, om det overhovedet giver andet end tabt værdighed, at vi tager de sidste værdier fra flygtninge. Den enes fejl kan aldrig undskylde den andens. I den liberale gruppe monitorerer vi alle lande, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip