Rolf Sørensen får lov at beholde OL-medalje

Selvom Rolf Sørensen dopede sig til succes som cykelrytter, så får han lov til at beholde den sølvmedalje, han vandt i landevejsløbet til OL i Atlanta i 1996.

Det slår Danmarks Idrætsforbunds (DIF) OL-chef, Jesper Frigast, fast overfor BT. Da Rolf Sørensen indrømmede, at han har brugt doping i sin karriere, forlød det, at DIF ville undersøge, om der var grundlag for at fratage Rolf Sørensen OL-medaljen. Men Sørensen kan roligt lade medaljen ligge i pokalskabet.

- Vi har kigget på sagens fakta, og der er ikke noget grundlag for at tage medaljen fra ham, siger Jesper Frigast.

Det er først og fremmest en forældelsesfrist på otte år, som afholder DIF fra at gå videre med sagen.

- I forbindelse med de udtalelser, Rolf er kommet med, har han ikke nævnt noget konkret om OL, og uanset hvad ligger hans forhold mere end otte år tilbage, hvilket gør, at selv hvis han havde været dopet til OL - og det har han ikke sagt noget om - så er der en forældelsesfrist, og derfor kommer det ikke på tale at fratage resultater, forklarer Jesper Frigast.

Grunden til, at en mulig fratagelse af Rolf Sørensens medalje blev aktuel alligevel, var at superdoperen Lance Armstrong efter sin dopingindrømmelse fik frataget sin bronzemedalje i enkeltstart fra OL i Sydney i 2000, selvom det er ud over forældelsesfristen på otte år. I sidste uge afleverede Armstrong medaljen tilbage til Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

- Grunden til at det skete i Armstrong-sagen, er nogle særlige omstændigheder i amerikanske regler, som gjorde, at man fiskede hans resultater, og dermed skulle han aflevere sin medalje tilbage, forklarer Jesper Frigast.

Rolf Sørensen har ikke i detaljer fortalt, hvor omfattende hans dopingbrug var, og hvornår han tog stoffer som EPO. Han har overfor BT fortalt, at det foregik i 90erne, og at det var mest omfattende i midten af 90erne.

Mere præcist ville han ikke formulere det i et interview med BT i begyndelsen af juni.

Var du dopet, da du vandt OL-sølv i 1996?

- Det vil jeg ikke sige konkret, for det var ikke så organiseret. Jeg havde kørt Tour de France lige før OL i Atlanta, og jeg var altid meget påpasselig. Jeg har ikke haft nogle ting med til løb, for det har jeg ikke turdet. Det kan man fortolke, som man vil, svarede Rolf Sørensen.

Dagens Gossip