Rolf Sørensen kom i Hall of Fame uden skelen til doping

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Danish Bike Award løftede mandag sløret for det sjette medlem i organisationens Hall of Fame, og her var valget faldet på den tidligere toprytter og nuværende TV2-kommentator Rolf Sørensen.

Et panel bestående af 12 eksperter fyldte halvdelen af vægtskålen og 42.000 stemmer afgivet på feltet.dk den anden halvdel, da den tidligere Rabobank-rytter blev valgt blandt de nominerede.

Rolf Sørensen har efter karriereafslutningen indrømmet brug af doping i en periode, men det har ikke spillet ind på udvælgelsen, fortæller Tino Thorsøe fra Copenhagen Event Company, der står bag Danish Bike Award.

Spørgsmål: Har det været drøftet i panelet, at han har indrømmet brug af doping?

- Det har det ikke. For den her Hall of Fame er sat i verden for hylde folk, som er og har været med til at skabe opmærksomhed omkring cykelsport, og som har gjort noget ekstraordinært, fortæller Tino Thorsøe, der selv var med i ekspertpanelet.

- Det er jo også hans karriere som tv-kommentator og alt det, han har gjort, så det er ikke kun omkring hans karriere. Det er ikke kun resultatorienteret, for så kan nogen måske sige, at han ikke har fortjent det, siger Tino Thorsøe.

Før Rolf Sørensen er Jørn Mader, Jørgen Leth, Ole Ritter, Henrik Elmgreen og Niels Fredborg blevet optaget i Danish Bike Awards Hall of Fame.

/ritzau/