Rolling Stone sætter bombe-mistænkt på forsiden

Tsarnaev er anklaget for at stå bag angrebet mod Boston Marathon i april, hvor tre blev dræbt og 260 personer såret.

Flere end 5.000 personer har ifølge BBC skrevet vrede kommentarer på magasinets Facebook-side, hvor folk kalder det »smagløst« og »afskyeligt«.

Den terrorsigtede Dzhokhar Tsarnaev har selv offentliggjort billedet, der bruges på forsiden.

Ifølge BBC forsvarer Rolling Stone sig med, at artiklen om Tsarnaev holder sig »inden rammerne af magasinets journalistiske traditioner« og »afspejler magasinets engagement i alvorlig og tankevækkende dækning«.

Rolling Stone tilføjer, at mange af dets læsere er i samme aldersgruppe som den terrorsigtede, og at det er vigtigt for magasinet at udforske emnet.

På Facebook har tusindvis af mennesker givet luft for deres raseri over forsidebilledet.

»Hvor nedværdigende at forsøge at få Tsarnaev til at ligne en rockstjerne, horribelt,« skriver Steve Simon ifølge BBC på Rolling Stones Facebook-side.

På Twitter hæfter flere brugere sig ved, at billedet af Tsarnaev minder om et verdensberømt coverbillede af The Doors-forsangeren Jim Morrison.

Flere forhandlere af bladet har ifølge BBC valgt at boykotte magasinet og vil undlade at forhandle det kommende nummer.

19-årige Dzhokhar Tsarnaev har erklæret sig uskyldig i anklagen om sammen med sin nu afdøde storebror at have dræbt tre mennesker og såret 264 personer ved Boston Marathon 15. april.

Han risikerer dødsstraf eller livsvarigt fængsel, hvis han kendes skyldig i anklagen.

Dagens Gossip