Rolling Stones fyrer op for historisk koncert i Cuba

Skrevet af admin

25/03/2016

Mest læste i dag

Det ærke-britiske legendariske rockband Rolling Stones spiller en koncert fredag aften i Cubas hovedstad, Havana, for første gang nogensinde.

Det sker få dage efter, at den amerikanske præsident, Barack Obama, ankom til hovedstaden i søndags som den første amerikanske præsident i 88 år.

Forholdet mellem USA og det kommunistiske Cuba har ikke altid været en dans på roser.

I 1980'erne skulle man holde det hemmeligt, hvis man som cubaner havde en svaghed for rock.

- Man var nødt til at gå ind i et andet rum og skrue volumen helt ned, siger taxachaufføren Gutierrez til nyhedsbureauet Reuters.

Det kommunistiske styre tillod ikke indbyggerne at lytte til udenlandsk musik. Derfor er der mange, der kalder Rolling Stones-koncerten for historisk.

- En koncert her i Havana? Det er en drøm, der bliver til virkelighed, siger diskoteksejeren Eddie Escobar. Han plejede at søge på hemmelige radiofrekvenser som barn, så han kunne høre bands som Rolling Stones, Led Zeppelin og Deep Purple.

/ritzau/