Roma giver tidligere succestræner en ny chance

Skrevet af admin

14/01/2016

Dagens topnyheder

Det bliver erfarne Luciano Spalletti, der indtager det ledige trænersæde i den italienske fodboldklub AS Roma.

Dermed vender Spalletti tilbage til klubben, hvor han med pæn succes regerede i fire sæsoner frem til 2009 - en periode, der blandt andet indbragte Roma to pokaltitler.

- Jeg glæder mig, for jeg kender byens og klubbens status, siger Spalletti til Romas hjemmeside.

56-årige Spalletti har ud over sin Roma-fortid haft et succesrigt ophold i Udinese, men har ikke haft et trænerjob, siden han i marts 2014 blev fyret i Zenit St. Petersborg, som han ellers havde ført til to russiske mesterskaber.

Romas præsident, Jim Pallotta, er dog overbevist om, at han har truffet det rigtige trænervalg.

- Han er en vindertype med flotte resultater. Vi ser frem til at arbejde sammen med ham, så vi kan bringe Roma derop, hvor vi mener, klubben hører til, siger Pallotta.

Klubben fyrede onsdag Rudi Garcia efter en skuffende halvsæson i Serie A, hvor klubben aktuelt ligger på en femteplads.

Målt på antallet af løbede kilometer i efteråret er romerne placeret på næstsidstepladsen i ligaen, så i hvert fald på den front har den nye træner mulighed for at sætte et hurtigt aftryk.

- Jeg tror, han vil genindføre 4-2-3-1-opstillingen, som er et system, der kræver en masse energi, siger den tidligere Roma-spiller Marco Cassetti til avisen Il Messaggero.

- Derfor tror jeg også, at spillerne kommer til at arbejde hårdt til træning, lyder det fra forsvareren, der blev hentet til Roma af Spalletti i 2006.

Den nye træner kan få comeback på sidelinjen på Stadio Olimpico, når bundholdet Verona kommer på besøg søndag eftermiddag.

Roma er fortsat med i Champions League, hvor holdet i februar møder Real Madrid i ottendedelsfinalen.

/ritzau/