Roma henter syvende ligasejr i træk og skygger tophold

Skrevet af admin

04/03/2016

Dagens topnyheder

Roma fortsætter sin imponerende sejrsrække i den italienske Serie A i fodbold.

Fredag aften vandt hovedstadsklubben 4-1 hjemme over Fiorentina i en direkte duel om tredjepladsen.

Efter den syvende ligasejr på stribe har Roma 56 point for 28 kampe, og klubben er nu kun fem point efter førende Juventus og to point efter Napoli på andenpladsen.

De to topklubber har dog begge spillet en kamp færre end Roma.

Fiorentina er nummer fire med 53 point for 28 kampe.

Stephan El Shaarawy, Mohamed Salah og Diego Perotti sørgede for en komfortabel 3-0-føring til Roma, men kort før pausen fik Josip Ilicic reduceret for gæsterne på et straffespark.

Et kvarter inde i anden halvleg sørgede Mohamed Salah med sin anden scoring dog for at eliminere enhver yderligere spænding.

Med et kvarter tilbage af kampen kom Francesco Totti på banen for Roma.

Det var første gang, at Roma-træner Luciano Spalletti gav spilletid til Roma-ikonet, efter at Totti i februar udtrykte skuffelse over at få yderst begrænset spilletid.

39-årige Francesco Totti var tæt på at komme på måltavlen kort før slutfløjtet, da han sendte et frispark på opstanderen.

/ritzau/