Roma misser førsteplads efter trist hattrick

Kan man være i krise, når man har opnået 33 af 39 mulige point og i øvrigt er ubesejret i alle sæsonens 13 ligakampe?

Det spørgsmål vil formentlig blive diskuteret heftigt i de italienske sportsmedier i den kommende tid, efter at fodboldklubben AS Roma mandag aften måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Cagliari i Serie A.

Efter 10 sejre i de første 10 ligakampe har Roma måtte nøjes med det ene point i de tre seneste kampe.

Det første pointtab kom ude mod Torino, og siden har Roma spillet uafgjort hjemme mod Sassuolo og nu altså udesvage Cagliari, der blot havde hentet to point i seks kampe på udebane før mandagens kamp.

Resultatet betyder, at Roma på andenpladsen er et point efter de forsvarende mestre, Juventus, der topper Serie A med 34 point.

Roma havde ellers flere muligheder for at vinde over Cagliari, blandt andet da Gervinho i første halvleg ramte stolpen på et hovedstød.

Holdet fra den italienske hovedstad savner dog sin anfører, Francesco Totti, der har siddet udenfor med en skade de seneste fem kampe i ligaen.

Cagliari havde bolden i nettet i anden halvleg, men scoringen blev korrekt underkendt for offside.

I de afsluttende minutter havde Romas Nicolas Burdisso et godt hovedstød, men Cagliaris målmand, Vlada Avramov, kronede en flot indsats med en mesterlig redning, der var et point værd.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV