AS Roma skal lukke endnu et tribuneafsnit

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Når Stadio Olimpico i Rom lørdag 1. marts lægger græs til Serie A-opgøret mellem AS Roma og Inter, bliver det uden tilskuere på tre afsnit på stadion. Det besluttede en domstol i Rom tirsdag.

I forvejen var to afsnit på stadion lukket for tilskuere.

Under en ligakamp mod Sampdoria sang Roma-supporterne - oversat til dansk - "Oh Vesuv, vask dem med brand".

- Sangen blev sunget af cirka 90 procent af de cirka 6000 tilskuere på sektionen, blev der sagt ved domsafsigelsen.

Den samme smædesang havde supporterne sunget tidligere i en pokalkamp mod Napoli, hvilket i første omgang havde fået lukket to tribuneafsnit til kampen mod Sampdoria, men den ønskede effekt udeblev altså.

Smædesangen henviser til vulkanen Vesuv, som supporterne ønskede skulle gå i udbrud.

Roma fik samtidig en bøde på 80.000 euro, hvilket svarer til cirka 600.000 kroner.

/ritzau/