Roma taber terræn med uafgjort i Milano

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Mandagens enlige Serie A-kamp endte uden vinder i Milano, og det kunne hverken AC Milan eller AS Roma bruge til så meget.

For Roma betyder 2-2-resultatet, at hovedstadsklubben på ligaens andenplads nu er fem point efter førerholdet Juventus. Inden runden var forskellen tre point. Roma kan dog fortsat prale af at være det eneste ubesejrede hold i Serie A efter 16 spillerunder.

Milan roder rundt i midterfeltet, og der hjælper uafgjorte resultater ikke synderligt. Sølle 19 point har Champions League-deltageren, og der skal kæmpes hårdt for at nå op til de europæiske pladser.

Mattia Destro og Kevin Strootman via et straffespark bragte to gange Roma foran i henholdsvis første og anden halvleg.

Inden pausen udlignede Cristian Zapata til 1-1, mens Sulley Muntari med lidt under et kvarter igen udlignede til 2-2 efter fint forarbejde fra Mario Balotelli. Selvsamme Balotelli misbrugte en stor scoringschance i overtiden.

Også den tidligere Arsenal-angriber Gervinho var tæt på at blive matchvinder for gæsterne i sidste sekund.

/ritzau/