Roma: Vi blev bortdømt mod Juventus

Skrevet af admin

06/10/2014

Dagens topnyheder

Der var højspændt drama med tre straffespark og to røde kort, da Juventus søndag aften vandt 3-2 hjemme over AS Roma i kampen mellem de to tophold i Serie A.

Gæsterne mener, at de blev bortdømt i kampen på Juventus Stadium i Torino.

- Ingen af de to straffespark (til Juventus) skulle være tildelt, og Arturo Vidal var offside ved Leonardo Bonuccis smukke 3-2-scoring, siger Romas direktør, Walter Sabatini, ifølge Football Italia.

Romas træner, Rudi Garcia, vælger at være sarkastisk efter nederlaget.

- Det er bare ærgerligt, at de laver straffesparksfelterne lidt større i Torino, siger træneren, der selv blev bortvist i kampen.

Begge Juventus' straffespark blev dømt efter forseelser, der var lige omkring grænsen til straffesparksfeltet.

Rudi Garcia ærgrer sig mest over, at hans hold mistede point for første gang i Serie A i denne sæson.

- Jeg mener virkelig, at det var muligt at gøre det bedre. Ikke kun i forhold til resultatet, men også præstationen. Begge hold kan spille langt bedre fodbold, siger træneren.

Juventus' matchvinder blev Leonardo Bonucci, som sendte en helflugter i mål til 3-2.

Han mener, at sejren var fortjent.

- Vi lavede en fejl og blev straffet, men vi beviste endnu en gang, at vi er det bedste hold i Italien, siger han.

Juventus har 18 point efter seks sejre af seks mulige i Serie A, mens Roma er nummer to med 15 point.

/ritzau/