Roma vinder stort i medrivende Rom-derby

Skrevet af admin

03/04/2016

Dagens topnyheder

AS Roma sikrede sig søndag en storsejr i lokalopgøret mod Lazio. Lazio havde ellers flere gange i anden halvleg chancer til at komme ind i kampen, men to mål til sidst lukkede kampen for Roma.

Med 4-1-sejren er Roma på tredjepladsen fire point fra den andenplads, der giver direkte adgang til Champions Leagues gruppespil.

Det var da også Roma, der kom bedst fra start med en flot scoring efter bare et kvarters spil.

Romas venstre back Lucas Digne sparkede en høj bold ind i panden på en helt fri Stephan El Shaarawy, der højt flyvende satte hovedet på og sikkert lagde bolden i mål til 1-0.

Føringen blev ikke ændret i første halvleg, hvor Roma havde godt styr på kampen.

I starten af anden halvleg holdt manglende skarphed fra Romas angribere og solidt defensivt Lazio-spil Roma fra flere scoringer.

Men efter en times spil skiftede Roma-træner Luciano Spalletti ud i offensiven og satte skarpskytten Edin Dzeko på banen. Og han skulle blot bruge tre minutter på banen til at gøre en forskel.

Romas Diego Perotti sendte et skud af sted mod mål et godt stykke uden for feltet, der ramte stolpen. Men inde i feltet stod Dzeko klar, og med en af sine første berøringer i kampen udbyggede han ubesværet Romas føring til 2-0.

Efter scoringen lagde Lazio et tungt pres mod Romas mål og var flere gange tæt på at reducere føringen.

Med et kvarter tilbage gav presset resultater, og Lazio bragte spændingen tilbage i opgøret.

Roma-keeper Wojciech Szczesny kom forkert ud af sit mål ved et indlæg og fik ikke bokset bolden væk. I stedet endte den for fødderne af Lazios Marco Parolo, og så var Lazio blot bagud med ét mål.

Det lignede en tæt afslutning med et offensivt Lazio-hold, men i de sidste otte minutter hamrede først Roma-anfører Alessandro Florenzi og senere Diego Perotti hver deres langskud i mål til en 4-1-sejr.

Lazios nedtur blev cementeret i overtiden, da hollandske Wesley Hoedt med sit andet gule kort måtte forlade banen efter en glidende tackling.

Lokalopgøret mellem Lazio og Roma er kendt som det mest intense derby i italiensk fodbold, og kampene mellem de to hold har gennem tiderne udløst flere sammenstød mellem klubbernes tilhængere.

Længere nede i rækken har AC Milan gang i en skuffende sæson, og de dårlige resultater fortsatte søndag, hvor holdet tabte 1-2 til Atalanta. Milan er nu på sjettepladsen i Serie A med 49 point.

/ritzau/