Romaer blev kontrolleret i deres egne hjem

Det kommunale sigøjnerregister fremgår af 128 kasser med arkivmateriale fra det svenske stadsarkiv. Hundreder - måske tusinder - af romaer er ifølge avisen registreret og kategoriseret af det kommunale organ Sigøjnersektionen, der blev oprettet i 1959.

Registret blev ifølge Dagens Nyheter anvendt af Stockholm frem til 1996, hvor Sigøjnersektionen blev nedlagt.

»De går direkte til racebiologi. Det er ubehageligt, at sådanne begreber anvendes langt ind i vor tid,« siger den svenske integrationsminister Erik Ullenhag, der desuden fortæller til avisen, at svenske myndigheder har indsamlet mængder af informationer om romaerne, udelukkende på grund af deres etniske baggrund.

Udover registeret besøgte tjenestemænd fra byen romaerne for at kortlægge og vurdere dem til registeret, skriver Dagens Nyheter.

Vurderingerne varierer fra alt til »hyggelig familie« til »intellektuelt betragtes manden som klart overlegen hustruen«, skriver avisen.

»Målet har sikkert været godt i flere tilfælde. Men man må forstå, hvor utroligt stigmatiserende det er, at få hjemmebesøg bare fordi man har et vist etnisk tilhørsforhold,« siger Erik Ullenhag.

Tidligere på ugen skrev det svenske medie Expressen, at Sveriges politi har lavet et register over cirka 4.000 romaer i landet.

Formålet med registeret var ifølge politiet at finde ud af, om der er sammenhænge mellem visse personer og lovbrud. Registeret har informationer om romaer helt ned til to-års-alderen, og dermed er mange af de personer, der er oplistet i registeret, langt under den kriminelle lavalder.

Dagens Gossip