Roman Kreuziger henvist til tredjepladsen i San Sebastian

Det spanske endagsløb Clasica San Sebastian på 232 kilometer fik al den intensitet som håbet.

Store navne som Roman Kreuziger, Alejandro Valverde, Nicholas Roche og Arnold Jeanneson, som netop har præget Tour de France med stærke præstationer, viste igen flaget i det spanske løb, da de var med i en stærk udbrydergruppe, der kæmpede om sejren.

Men trods gode forsøg fra det danske hold Team Saxo-Tinkoff gik sejren til Tony Gallopin, mens Alejandro Valverde blev toer, og Roman Kreuziger endte på tredjepladsen. Nicholas Roche kom ind som nummer fem.

- At slutte på tredje- og femtepladsen i et løb som San Sebastian er et flot resultat for holdet, og det tydeliggør i under alle omstændigheder den form, Roman og Nicholas bringer med sig videre fra Touren, siger Team Saxo-Tinkoffs sportsdirektør Philippe Mauduit til holdet hjemmeside. 

Rytterne skulle forcere de to stigninger Alto de Jaizkibel og Alto de Arkale to gange i løbet af ruten og ende med en flad afslutning mod mål. Og som der var lagt op til, blev det på den sidste omgang af stigningen på Alto de Arkale, at afgørelsen blev sat ind, da Tony Gallopin satte et afgørende angreb ind. Tourens helt store oplevelse Nairo Quintana var ellers også en del af den oprindelige frontgruppe, men colombianeren blev relativt tidligt sat, da Saxo Tinkoff-rytteren Roman Kreuziger, der endte på en samlet femteplads i årets Tour, forsøgte at køre solo mod mål med 36 kilometer igen.

Roman Kreuziger blev kort efter selv indhentet, så nogen stor oprejsning fra Tourens skuffelse blev det ikke for det danske hold, selv om tjekken til det sidste sad med i en femmandsgruppe, der jagtede Gallopin.  

RadioShack-rytteren holdt dog hele vejen hjem i det regnvåde terræn og fik dermed karrierens største sejr.

Dagens Gossip

Dagens TV