Roman Kreuziger slipper formentlig for straf

Bjarne Riis’ klassikerstjerne erkendte torsdag overfor BT, at han har arbejdet sammen med Dr. Michele Ferrari, som er dømt for at have forsynet sportsfolk med doping. Hans mest kendte kunde var Lance Armstrong, som han dopede gennem alle Lance Armstrongs sejre i Tour de France.

Kreuziger tilhører det tjekkiske cykleforbund, og det vil ikke tage aktion overfor Kreuziger.

- Det tjekkiske cykelforbund vil ikke gøre noget ved denne sag, før vi modtager en officiel besked fra UCI eller anti doping-agenturet, som oplyser, at Roman Kreuziger har testet positiv, siger præsidenten for det tjekkiske forbund, Marián Štetina til BT.

Flere ryttere har tidligere fået karantæne for at have arbejdet med Ferrari, fordi Ferrari har forbud mod at arbejde med sportsfolk. Den italienske stjerne Michele Scarponi fik sidste år tre måneders karantæne for at have opsøgt lægen, og det samme er sket for italieneren Filippo Pozzato. De er alene blevet straffet for at arbejde med Ferrari, nøjagtigt som Kreuziger indrømmer at have gjort.

Men grunden til at Roman Kreuziger kan slippe er, at det kun er det italienske forbund, CONI, som har udstedt karantæner for at samarbejde med Ferrari. Hvis Kreuziger skal have karantæne, er det derfor CONI, som skal gå ind i sagen. BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra CONI, for at høre, om det vil tage aktion. Roman Kreuziger har boet og trænet i Italien, og det er usikkert, om det kan have indflydelse på, om CONI kan udstede karantæne til Kreuziger.

Den nykårede Amstel Gold Race-vinder har selv fortalt sit tjekkiske forbund om Ferrari-samarbejdet, som fandt sted i lidt over et år i 2006 og 2007. Kreuziger hævder, at det udelukkende handlede om træningsprogrammer, og at han aldrig har taget doping. Den forklaring køber det tjekkiske forbund, og derfor gør det ikke mere ved sagen.

- Roman Kreuzigers statement om sit samarbejde med Dr. Ferrari er et privat statement mellem ham og hans hold, Saxo-Tinkoff. I sit statement benægter Kreuziger at han har brugt ulovlige stoffer. Siden det tjekkiske cykleforbund ikke har andre beviser, vil vores forbund ikke gå ind i denne sag, siger præsidenten.

Team Saxo-Tinkoff har accepteret Kreuzigers forklaring om det lyssky samarbejde, og Bjarne Riis vil ikke straffe Roman Kreuziger på den baggrund. Med mindre CONI går ind i sagen, så kan Kreuziger se frem til at spille en afgørende rolle til Tour de France til sommer, når han som luksusløjtnant skal hjælpe Alberto Contador til at vinde den gule trøje.

Det internationale anti doping-agentur, WADA, arbejder på at gøre det til en fælles lov, at ingen må samarbejde med dømte dopinglæger. Forslaget forventes at blive en del af den nye WADA-kode, som bliver opdateret til november. Bliver det vedtaget, kommer det ikke til at blive med tilbagevirkende kraft, og kan derfor ikke ramme Kreuziger.

Dagens Gossip