Rommedahl: Derfor sad jeg på bænken

Helt oppe på tæerne og fuld fart fremad. Det er sådan, vi kender Dennis Rommedahl, der i over et årti har været et sandt mareridt for sine direkte modstander på banen.

Siden debuten i august 2000 er det blevet til ikke færre end 123 landskampe - seks kampe fra Peter Schmeichels landskampsrekord, og han har ligeledes været en fast del af Morten Olsens startopstilling.

Fredag aften var han dog henvist til bænken til fordel for unge Nicolai Jørgensen.

- Nicolai er i god form, og det ene og det andet. Jeg snakkede lidt med Morten om årsagen, og den fodbold, jeg spiller i Brøndby lige nu, er måske ikke den fodbold, jeg er bedst til. Det er noget, jeg har accepteret. Det er så ensbetydende med, at Morten måske ikke uge efter uge ser, hvad jeg står for som fodboldspiller. Men jeg er stadigvæk med her, fordi han ved, hvad jeg har af kvaliteter, siger Dennis Rommedahl.

Nicolai Jørgensen kæmpede og kæmpede, men frustrationerne over den manglende succesrate af driblinger og afleveringer forplantede sig helt ud i tv-stuerne fredag aften.

Derfor bliver det selvsagt spændende at se, hvem Morten Olsen vælger til pladsen på den højre midtbane, når landsholdet møder Bulgarien. Selv indrømmer Nicolai Jørgensen, at det kræver lidt tilvænningstid.

- Jeg har aldrig spillet højrekant før, så jeg lagde vægt på det defensive først. Jeg får en rigtig god start, men efter det laver jeg en del nemme fejl. Men sådan er det. Når man prøver noget nyt, er det ikke alt, der lykkes, siger Nicolai Jørgensen, der trods alt stadig er ved godt mod.

Dagens Gossip