Romney gav Obama tv-smæk

Den republikanske udfordrer, Mitt Romney, vandt valgkampens første tv-duel mod præsident Barack Obama, der fandt sted natten til torsdag dansk tid.

Det mener et flertal af de adspurgte amerikanere i en såkaldt flash-måling fra CNN.

67 procent af 430 registrerede vælgere, der er blevet kontaktet umiddelbart efter debatten, mener, at Romney klarede sig bedst, mens blot 25 procent peger på Obama.

Og hvis den opfattelse deles af de omkring 50 millioner amerikanere, som menes at have fulgt debatten på tv-skærmene, er valgkampen måske atter helt åben.

Romney roses af et enig panel af kommentatorer på CNN for at vise en ny side af sig selv under den 90-minutter lange ordveksling.

- Det var en helt anden Romney, vi oplevede i aften, sammenlignet med den mand, vi oplevede under primærvalgene, siger en af kommentatorerne på tv-stationen.

- Romney trådte i karakter, lyder en anden vurdering.

Kommentatorerne roser også republikaneren for, at han formåede at rette op på sit omdømme som en dårlig kommunikator.

- Romney krydrede sine udtalelser ved at sætte personlige historier på. Som da han fortæller om sit møde med en familie i Ohio, der er fortvivlede over, at den ikke kan finde arbejde, siger en af eksperterne.

Før den direkte transmitterede udveksling af synspunkter havde Obama en føring i meningsmålingerne.

Både i de landsdækkende, men endnu vigtigere også i de kampstater, hvor ingen af de to partiers kandidater på forhånd kan føle sig på sikker grund

De kommende dages meningsmålinger vil vise, hvorvidt duellen har udløst et skifte blandt vælgerne.

Ifølge CNN er det helt afgørende for Romneys chancer for at komme ind i Det Hvide Hus, at han begynder at hale ind på Obama i svingstaterne og især i Ohio.

En republikaner har aldrig formået at vinde præsidentvalget uden at sejre i Ohio, hvor Obama i øjeblikket har en føring på fem-seks procentpoint.

De to rivaler tørner sammen i yderligere to tv-dueller. Den 16. og den 22. oktober. Valget finder sted den 6. november.

 

Dagens Gossip

Dagens TV