Rompuy: Tusk fortjener jobbet som EU-præsident

Den nyvalgte EU-præsident har imponeret med sin måde at styre Polen igennem den økonomiske krise på, og han har været dybt involveret i de svære beslutninger, som EU har taget de seneste år og måneder i blandt andet Ukraine-krisen.

Sådan siger den nuværende EU-præsident, Herman Van Rompuy, til et pressemøde efter udnævnelsen af den polske premierminister, Donald Tusk, som EU's næste præsident.

- Donald Tusk er en af veteranerne i Det Europæiske Råd. Premierminister siden 2007 og den eneste (polske premierminister, red.) som er blevet genvalgt i over et halvt århundrede.

Van Rompuy maner til jorden, at Donald Tusk skulle være en kompromiskandidat og svarer på kritikken af hans efterfølgers sprogkundskaber ved at sige, at Tusk ikke er en erstatning for nogen andre.

- Tusk er en af de længst siddende premierministre i Europa, og han har alle kollegerne i Det Europæiske Råds fulde respekt. Jeg har selv haft det privilegium at arbejde sammen med ham i fem år.

- Tusk er ikke en erstatning for nogen andre. Han fortjener jobbet, fordi han er, hvad han er. Det er alt rigeligt, siger Van Rompuy.

Selv siger den polske premierminister, at han nok skal pudse sit engelsk og være hundrede procent klar til december, hvor han overtager Van Rompuys kontor i Bruxelles.

Også EU-Parlamentets formand, tyske Martin Schulz, er efter Tusks udnævnelse klar til at ønske tillykke og give ham et par ord med på vejen.

Schulz siger, at Tusk vil kunne finde en allieret i parlamentet, hvis han går efter en meget kontant løsning på EU's trængsler.

- Det gælder især, hvad angår en reduktion af EU's ubærligt høje arbejdsløshed, en genskabelse af vækst gennem en ambitiøs investeringsplan, håndtering af risikoen for et tabt europæisk årti og arbejdet med at uddybe den økonomiske forvaltning og styrkelse af euroområdet.

Schulz siger også, at han er tryg ved, at Tusk med sin "erfaring og fornuft" vil være i en ideel position til at bidrage til at løse krisen ved Europas grænser og tale med en troværdig stemme på den internationale scene, så EU viser, at man kan kende Europa på sammenholdet.

/ritzau/

Dagens Gossip