Ronald Koeman er ny manager for Southampton

Ronald Koeman har stor erfaring fra hollandsk, portugisisk og spansk fodbold, og nu skal han også stifte bekendtskab med engelsk fodbold.

Premier League-klubben Southampton meddeler på Twitter, at man har lavet en aftale med den 51-årige hollænder.

Han sætter sig dermed i det managersæde, der blev ledigt, da argentineren Mauricio Pochettino skiftede til Tottenham i sidste måned.

Ronald Koeman tager 16 sæsoners trænererfaring med sig. Siden han stoppede sin aktive karriere i 1997, har han stået i spidsen for klubber som Ajax, PSV Eindhoven og Valencia, ligesom han har været assistent for det hollandske landshold og for FC Barcelona.

Senest har han været cheftræner for Feyenoord de seneste tre sæsoner, men bekendtgjorde allerede i februar, at han ville søge nye udfordringer, når hans kontrakt udløb med udgangen af denne sæson.

Han overtager et hold, der har været en af Premier Leagues helt store positive overraskelser i den forgangne sæson.

Southampton, der rykkede op i den bedste række for to år siden, sluttede på ottendepladsen, og holdets præstationer sæsonen igennem var med til at bane vejen for en VM-billet til den engelske trio Rickie Lambert, Adam Lallana og Luke Shaw.

/ritzau/

Dagens Gossip