Ronald Nilsson taler ud om tiden i FCK

Sportschef Carsten V. Jensen overtog selv posten og mistede i foråret førstepladsen til FC Nordsjælland.

Den 49-årige svensker har efter fyringen holdt lav profil og kun lavet et lille interview med en svensk avis. Han har brugt halvandet år på at komme sig og være sammen med sin familie.

Dette er hans første interview med et dansk medie, siden han blev fyret.

Hvordan ser du tilbage på tiden i FCK i dag?

- Jeg ser tilbage på den tid med blandede følelser – både positivt og negativt. Vi førte ligaen med fire point, og det var positivt. Men problemet var, at det var et helt nyt hold, og det tager tid at spille et hold sammen.

Hvordan havde du det efter fyringen?

- Jeg var skuffet. Meget skuffet. Men samtidig vidste jeg jo også, at det er vilkårene, når man er træner. Det er et job, hvor alt skal stemme både for træneren og for klubben, og når det ikke gør det, kan man komme ud for at blive fyret.

Var du opmærksom på, at FCK havde en kultur og værdier, der er klubbens røde tråd, og som enhver træner må tilpasse sig?

- Ja, det synes jeg. Men måske ikke fuldt ud. Det er jo også noget, man skal lære, mens man er i klubben. Jeg tror ikke på, at man bare kan komme ind og vide alt. Men det gør det ikke nemmere at lære, når man har et helt nyt hold, som skal opbygges på meget kort tid.

Hvor svært var det at komme ind i FCKs specielle kultur og værdisæt som udefrakommende?

- Vi mister jo William Kvist og Jesper Grønkjær, og ’Zanka' bliver skadet. De spillere, der sluttede efter den fantastiske sidste sæson, var jo virkelig kulturbærere i FCK, og det er klart, at når der er flere nye spillere end gamle på banen, bliver der ikke samme kultur, hvor spillerne selv er med og styrer tingene ude på banen, som det var i Ståles (forgængeren Ståle Solbakken, red.) tid. Man kunne godt mærke, hvor stærk en træner Ståle havde været. FCK havde jo med Ståle som træner den bedste sæson nogensinde, da jeg kom. Og det er klart, at alt, hvad jeg og vi gjorde, blev sammenlignet med Ståle, og det blev en ret svær situation.

Føler du, at spillerne havde respekt for dig?

- Ja, det synes jeg. Det var den følelse, jeg havde, mens jeg var der. Men som jeg har været inde på, var der vældigt mange nye spillere, der skulle spilles ind på holdet, og der var mange kampe hele tiden. Og det gør jo, at man ikke når at sætte sit præg på holdet og spillerne lige så godt, som man kan gøre, hvis man får længere tid. Den danske liga begyndte hurtigt, og normalt har man lidt tid i januar og februar, hvor man kan arbejde meget mere med spillerne og den type spil, man vil spille.

Så det, du siger, er, at hvis du havde fået lidt længere tid i FCK, kunne det have set lidt anderledes ud?

- Ja. Jeg tror på de ting, jeg gør, og det jeg arbejder med. Det tror jeg fuldt ud på.

Det vil sige, at du var fortsat i FCK, hvis du ikke var blevet fyret?

- Altså det handler om at både klub og træner skal have samme syn på sagerne, og hvordan tingene skal være. Ellers er det svært at arbejde videre. Havde vi arbejdet videre med den linje, jeg var i gang med, var jeg fortsat.

Hvad var den reelle årsag til, at blev du fyret?

- Jeg blev fyret, fordi vi havde forskelligt syn på, hvordan tingene skulle være. FCK havde en linje, som klubben ville have igennem, og jeg havde min måde at gøre det på. Det havde været så fantastisk under Ståle, og sammenligningerne var der hele tiden og var så tydelige, og det kan også have stor indflydelse på det, der skete.

Fortryder du, at du tog jobbet i FCK?

- Nej, det gør jeg ikke. Når der kommer en stor klub som FCK, er det klart, at man tager chancen, når den kommer. Men jeg ville bare godt have haft lidt længere tid.

Hvad har du lært af din tid i FCK?

- Jeg har taget erfaringerne fra FCK med mig. FCK er en vældig stor klub, den største i Skandinavien, og det gør, at jeg kan bruge den erfaring, jeg fik, til noget. Jeg tager den med mig på den måde, at jeg til næste gang ved, hvad jeg skal lægge mere vægt på, satse mere på, og hvad jeg skal gøre næste gang, jeg havner i en sådan situation. Den danske liga var noget nyt for mig, og jeg lærte da nogle ting, jeg også kan bruge, hvis jeg skulle få et job i Danmark. Nu ved jeg, hvordan de danske hold fungerer, og hvordan de danske spillere også er.

Har tiden i FCK skadet dine jobmuligheder?

- Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. Vi lå nummer ét i ligaen dengang med fire point, så derfor tror jeg ikke, det får en stor betydning.

Dagens Gossip