Ronaldinho kåret til året spiller i Sydamerika

Skrevet af admin

01/01/2014

Dagens topnyheder

Den brasilianske veteran Ronaldinho, der skuffede ved VM for klubhold kort før jul, er kåret til årets fodboldspiller i Sydamerika.

På andenpladsen kom Neymar, som har taget den ærefulde titel de foregående to år.

Den årlige afstemning, der arrangeres af den uruguayanske avis El Pais, omfatter kun præstationer for sydamerikanske klubber og landshold.

Neymar nåede kun at vise sine evner frem på kontinentet i første halvår. I sommer skiftede den unge brasilianer fra Santos til Barcelona.

På tredjepladsen kom argentineren Maxi Rodriques fra Newell's Old Boys.

Ronaldinho hjalp Atletico Mineiro til klubbens første sejr i Copa Libertadores i juli, men spillede skidt ved verdensmesterskabet for klubhold i december.

Raja Casablanca fra Marokko vandt 3-1 over storfavoritterne fra Brasilien. Og i kampen om tredjepladsen blev Ronaldinho smidt ud.

Den nu 33-årige offensive midtbanespiller var med til at vinde VM-guld med Brasilien i 2002. Han håber på at blive udtaget til VM næste sommer, men det er tvivlsomt, om han får plads i truppen.

Som Barcelona-spiller blev han i 2004 og 2005 kåret til verdens bedste fodboldspiller af Fifa.

/ritzau/Reuters