Ronaldo afværger Real Madrid-nederlag

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Det spanske mesterskab er fortsat helt åbent.

Søndag aften var Atlético Madrid tæt på at lukke hullet op til ærkerivalen Real Madrid, men Cristiano Ronaldo sørgede for et 2-2-resultat 10 minutter før slutfløjt.

Det uafgjorte resultat i topopgøret betyder, at Real Madrid fører Primera Division med tre point ned til Atlético Madrid.

Den formstærke franske landsholdsangriber Karim Benzema bragte Real Madrid foran 1-0 allerede efter tre minutter på et indlæg af den argentinske kantspiller Angel Di Maria.

Men Atlético Madrid smed ikke håndklædet i ringen. Koke udlignede med et kraftfuldt skud til 1-1 for hjemmeholdet efter 28 minutters spil. Oplægget stod tyrkeren Arda Turan for.

Kort før pausen var det så Gabi Fernandez, der sendte Atlético Madrid i front med 2-1, og det var på et drøn af et langskud.

I det meste af anden halvleg knoklede Atlético Madrid for at holde føringen, men Cristiano Ronaldo udnyttede en blunder i hjemmeholdets forsvar og udlignede til 2-2 efter 82 minutter.

Real Madrid har 64 point efter 26 kampe. Atlético Madrid har 61 point efter lige så mange kampe. FC Barcelona har 60 point inden aftenens sene kamp hjemme mod Almeria.

/ritzau/